Ydelseskatalog

Godhavn er en behandlingsinstitution beliggende i Tisvildeleje i Nordsjælland tæt på skov og strand. Godhavn tager imod unge i alderen 9-20 år, drenge såvel som piger, som er behandlingskrævende og/eller har tilpasningsvanskeligheder i de rammer, de befinder sig i af såvel sociale, psykiske som adfærdsmæssige grunde.

Behandlingsafdelinger på Godhavn

Godhavn består af 4 forskellige behandlingsafdelinger med plads til 8 børn/unge på hver afdeling. Alle børn/unge er tilknyttet et undervisningstilbud – de fleste på Godhavns interne skole, der yder specialpædagogisk bistand - alternativt i udeskole. Derudover tilbyder Godhavn udslusning og efterværn (Netværket) og råder også over 6 ungdomsboliger.

Målgruppen

Målgruppen varierer blandt de 4 afdelinger. Generelt for alle børn, der visiteres til Godhavn gælder, at de er normaltbegavede og behandlingskrævende i et omfang, der stiller krav til en professionel behandlingsindsats i et meget struktureret miljø. Ofte vil disse børn/unge udvise opmærksomhedsforstyrrelser og afvigelser i tilknytnings- og kontaktmønster og deraf nedsat evne til at indgå social interaktion med omverdenen på sædvanlige vilkår samt nedsat evne til affektregulering. Børnene/de unge fremtræder modstridende eller med ambivalente reaktioner i kontakt med omverdenen. Godhavn rummer desuden også børn/unge med vanskeligheder af mere psykiatrisk karakter præget af psykisk skrøbelighed.

Gældende for alle er, at de udviser en vis evne til socialt samspil og kan vise adækvate reaktioner overfor voksne med en rammesættende, anvisende og anerkendende pædagogisk tilgang. Der anvendes således primært jeg-støttende metoder i behandlingsarbejdet, hvilket barnet/den unge fortrinsvis skal kunne udvikle sig igennem.

Unge der falder udenfor målgruppen

Afdelingerne modtager ikke:

unge med decideret stof-/alkoholmisbrug
unge hvis daglige udtryksform er vold
unge med en egentlig kriminel løbebane
unge med skizofrene sindslidelser
unge præget af dyssocial personlighedsstruktur
unge med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse – fx indenfor autismespektret

Behandlingsindsatsen

Børnenes/de unges liv på Godhavn er bygget op om værdifulde, faste holdepunkter og en differentieret kontakt med voksne i forhold til den individuelt tilrettelagte behandlingsplan.

Med udgangspunkt i et handlingsorienteret behandlingsmiljø med barnet/den unge i centrum tilbydes den unge en struktureret hverdag, hvor skolegang, beskæftigelse, behandling og fritid indgår som ligeværdige komponenter.

Gennem et retningsgivende, anvisende og anerkendende miljø arbejdes der i behandlingen på, at den unge – gennem tilknytning og internalisering af nye rollemodeller – opnår at opbygge en indre struktur, der sigter imod at sætte den enkelte i stand til at kunne forholde sig til sine betingelser og livsvilkår.

Barnet/den unge indgår i et behandlingsorienteret struktur-og kontakttilbud samt et undervisnings- og praktisk uddannelsestilbud, der har fokus på kontinuitet og opbygning af selvværd. Barnet/den unge lærer således også de sociale spilleregler, der er nødvendige for at begå sig et samfund i forhold til fx uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, fritidsaktiviteter etc. Gennem en socialpædagogisk tænkning styrkes de sunde og ressourcefulde sider af barnet/den unge.

Godhavn skole

Godhavn skole arbejder med såvel specialundervisningsmaterialer som almindelige undervisningsmaterialer til folkeskolen. Derudover tilbyder skolen mikroværksteder, computere, etc. Der lægges vægt på idrætsaktiviteter og kreative fag. Eleverne undervises svarende til deres alderstrin, og undervisningen tilstræber at matche deres behov for faglige udfordringer svarende til Udenrigsministeriets bekendtgørelser om specialpædagogisk bistand. Det er et mål for alle elever på Godhavn skole at arbejde i retning af at styrke eleverne til et udeskoleforløb og i retning af en 9. klasses afgangsprøve. Undervisningen af det enkelte barn tilrettelægges i dialog med anbringende kommunes PPR og Gribskov Kommunes PPR.

Visitation

Visitation sker gennem kontakt til Godhavns visitationsteam ved Signe Storminger-Dalgaard på 4876 5539/mob. 2943 0959 eller mail Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. . Alternativt kan Godhavn kontaktes på hovedadministrations telefon 4870 008.

Klik for detaljerede oplysninger om Godhavns tilbud generelt, Godhavn Skole, Strandleddet og Godhavns Netværket.

 
 
 

 

Godhavn · Godhavnsvej 1 · 3220 Tisvildeleje · Telefon: 4870 7008 · Fax.: 4870 7780
E-mail: godhavn@godhavn.dk · Foto: http://www.sorennellemann.dk/